Du skal altid ansøge kommunen om tilladelse til din udendørsservering før opstilling. Ansøgningen bliver vurderet ud fra fremkommeligheden på det pågældende sted, og vurderes i samarbejde med Københavns Politi, Fødevareregion København og Center for Bydesign. Tilladelse gives minimum for en periode på tre måneder.
Kommunen giver kun tilladelse hvis der er plads til fodgængere og trafik. På fortove skal der friholdes mindst 1,5 meter til forbipasserende, og udendørsserveringen skal som udgangspunkt være placeret op af facaden. På torve og pladser kan der gives tilladelser til større udendørsserveringer, men kun i det omfang, det er foreneligt med den øvrige brug af pladsen. Der tages hensyn til færdsel og pladsens samlede udseende. OBS. ligger din udendørsserverings på en privat fællesvej skal du søge tilladelse fra grundejeren, og der skal ikke betales afgift til kommunen.
Udendørsserveringer afkræves en afgift af kommunen. Afgiften afhænger af årstiden, bydelen og af hvor mange kvadratmeter udendørsserveringen fylder. Hvis din udendørsserveing ligger på fortovet er de første 80 cm langs facaden gratis og koster altså ikke en afgift til kommunen. Du kan have borde og stole stående langs facaden hele året, men der skal stadig indsendes en ansøgning til kommunen forud for opstilling. Læs mere om regler, priser og se ansøgningsskemaet