Fra strandeng til storby

Handel og havn er uløseligt forbundet med Københavns udvikling. Byen er grundlagt i år 1167, hvor biskop Absalon bygger en borg, der beskytter handelspladsen, som er vokset frem ved Øresunds kyst i vikingetiden.

Den internationale handel gennem Øresund betyder, at København op gennem middelalderen udvikler sig til at blive Danmarks førende by og en vigtig brik i det storpolitiske spil om magten i Norden og Østersøområdet. Fra 1417 bliver København også residens for kongemagten, og hæren og flåden får hovedkvarter i København. Rigdom og magt skal beskyttes, og Københavns udvikling er helt op til det 20. århundrede bestemt af behovet for at kunne forsvare byen.

København bliver udvidet flere gange gennem årerne. I Christian IV's regeringstid fra 1596- 1648 tredobles byens areal, og ny bebyggelse tager form bag de nye voldanlæg. Fra Christian IV's periode stammer mange af Københavns ældste monumentale bygningsværker. Den oprindelige middelalderbebyggelse er stort set gået tabt ved store bybrande i 1728 og 1795 og den engelske flådes bombardement af København i 1807. Efter englændernes bombardement mister befæstningsanlæggene omkring København den militære værdi, og byen får lov at vokse ud over voldterrænet. I 1860'erne og 70'erne tager brokvarterne Nørrebro, Vesterbro og Østerbro form, og i 1880'erne bliver selve voldterrænet inddraget til bebyggelse og parkanlæg.

Siden er byen og hovedstaden København vokset langt ud over de gamle forsvarsanlæg. Københavns Kommune når sin nuværende udstrækning i 1901, hvor landsbyer som Valby, Brønshøj og Vanløse bliver en del af kommunen. Ændringen af kommunegrænserne betyder, at Frederiksberg Kommune kommer til at ligge som en enklave midt i Københavns Kommune.