Iværksætterindsatsen - en succes i København

16. november 2011
Danmark har dog stadig alt for få, der ønsker at starte egen virksomhed
Københavns rådhusKøbenhavns Erhvervscenter kan i forbindelse med markeringen af denne uge 46 som Global Entrepreneurship Week med tilfredshed konstatere, at Region Hovedstaden sammenlignet med resten af Danmark markant står for den absolutte største andel, når det gælder etablering af de såkaldte vækstiværksættere og deres afledte jobskabelse.

En beregning fra Erhvervs- og Byggestyrelsen baseret på data fra Danmarks Statistik i år viser, at Region Hovedstaden i 2008 var hjemsted for godt 40 pct. af alle vækstiværksættere, der samlet stod for 45 pct. Af den afledte jobskabelse. Knap 14 pct. af de nye virksomheder i Region Hovedstaden etableret i årene 2003 og 2004 opnåede at blive vækstiværksættere inden for de første fem leveår, så også her skiller hovedstaden sig positivt ud i sammenligning med resten af landet.

Alligevel viser de seneste tal, at der stadig er for få vækstiværksættere i Danmark. Netop vækstiværksætterne er så vigtige, fordi de har potentialet til at vokse sig rigtigt store som virksomheder og dermed skabe de job, som samfundsøkonomien hungrer efter.

Erhvervs- og Byggestyrelsens indeks for iværksættere 2011 viser, at udviklingen i antallet af nye virksomheder er stagneret i år. Igen er det kun i Region Hovedstaden, at erhvervslivet oplever en mindre fremgang i antallet af virksomheder, mens udviklingen er negativ i resten af landet.

Indekset viser samtidig, at Danmark internationalt halter efter de bedste lande – New Zealand og USA – og havner midt i feltet af OECD-lande sammen med Norge og Sverige.

Københavns Erhvervscenter er i denne uge aktivt med i uge-46 arrangementer som Connect Denmark og ”GEW/uge46”, der blandt andet markeres med konferencer på Københavns Rådhus.
 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212