København vil eksportere til Sydney og Melbourne

21. november 2011
Overborgmester Frank Jensen er i denne uge på eksportfremstød i Australien sammen med kronprinseparret og mere end 50 danske virksomheder. Målet er at få de australske byer til at købe ind i København.
Foto af kronprinseparret, Frank Jensen, Københavns overborgmester og Clover Moore, Sydneys borgmester.- Jeg håber, at vi kan inspirere Sydney og Melbourne til at investere i danske løsninger inden for områder som vindmøller, vandrensningsanlæg, regnvandshåndtering og vandbesparende teknologi, og på den måde skabe arbejdspladser i Danmark, siger overborgmester Frank Jensen.

Både Sydney og Melbourne har høje ambitioner om at nedbringe CO2-udledningen. Samtidig har Australien netop indført en skat på CO2. Der er altså et potentiale for grøn eksport til landet ”down under”.

- Det er afgørende for mig at understøtte en stærk vækst i København, så vi også i fremtiden kan sikre livskvalitet og beskæftigelse. Vi har en målsætning om fem procents gennemsnitlig vækst. Hvis det mål skal nås, skal vi både øge eksporten og blive bedre til at tiltrække udenlandske virksomheder og medarbejdere, understreger overborgmester Frank Jensen.

København oplever i disse år et sandt væksteventyr i den grønne sektor, som har vækstrater op mod 12 procent om året. Det skyldes blandt andet en eksplosiv vækst i eksporten, som er vokset med 77 procent i perioden fra 2004 til 2009.
 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212