Børnekulturfestival i vinterferien

01. februar 2012
Der er sjov og fremtidsballade for børn i alle aldre i skolernes vinterferie fra 12.-18. februar i Københavns kulturhuse og biblioteker. Musisk, kropsligt, kreativt, teknisk, interaktivt, fjollet og fuldstændig gakket leger og udtænker vi hvordan byen vil være i 3012 om 1000 år.
BørnekulturfestivalHvordan er det så lige, det vil være, når der står vinterferie år 3012 i kalenderen? Hvordan bevæger vi os, hvordan ser byen ud, og hvordan er fremtidens lyde? Det kan deltagerne være med til at give et bud på ved at bygge amok i playmais, fortælle historier, lave film, danse eller deltage i et kunstprojekt. Københavns kulturhuse og biblioteker vil være fyldt med interaktive kulturtilbud til børn i alderen 3-16 år, og det er alt sammen gratis.

Åbning af DRØM DIN BY 3012

Børnekulturfestivalen skydes i gang med et brag af en åbningsevent søndag d. 12. februar kl. 13-15 i Dansens Hus.

Her vil være fed koncert med Chapper og Überlyd og mulighed for at børnene kan få smagsprøver på mange af ugens sjove workshops.

Et heldigt asen har mulighed for at vinde et lækkert legehus i konkurrencen om at fremstille den mest fantasifulde og flotte drømmesky - det kan være en kollage, en skulptur eller sågar et tredimensionelt kunstværk. Der er ingen grænser for, hvad værket skal være fremstillet af, bare det er fint eller sjovt og fantasifuldt. Der vil være mulighed for at lave sin egen drømmesky hjemmefra, i skolen, børnehaven eller til åbningsarrangementet søndag d. 12. februar, hvor konkurrencen bliver afgjort.

Børnekulturfestivalen 2012 byder på mere end 60 arrangementer over 10 dage i Københavns kulturhuse og biblioteker og vil give Københavns børn en anderledes og sjov vinterferie.

Se det fulde program på kbhforborn.dk
 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212