De gør biblioteket sjovere

06. februar 2012
Blandt mange gode forslag fra brugerne er vinderne af konkurrencen ’Library CoCreative’ om nye digitale koncepter til Københavns Biblioteker nu fundet.
CoCreativeVinderne af førstepræmien på 25.000 kr. leverede ikke bare en, men hele tre sammenhængende idéer til nye digitale tilbud til brugerne.

De tre forslag er kort fortalt en visuel søgefunktion, brugerdreven videndeling på nettet og et samarbejde med koncertarrangører.

Vindere af Library CoCreative konkurrencen

På billedet ses to af de tre 1.præmie-vindere, Mads Ringblom og Helle Christence Ankerstjerne Eriksen, til højre. Til venstre er det vinderne af 2.præmien – Christina Jensen og Cecilie Anita Clausen.



De tre vindere, Mads Ringblom, Mikael Fuglsang og Helle Christence Ankerstjerne Eriksen har ovenikøbet præsenteret deres forslag i en lille video. 

Se den her. 


”Jeres video tog hele dommerpanelet med storm, og idéerne lever til fulde op til kriterierne for konkurrencen: At de skulle have en innovativ virkning, skabe mulighed for mere brugerinddragelse og kunne realiseres i 2012. Og det sidste bliver jeres forslag nu,” sagde direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen Olga Brüniche-Olsen, da hun overrakte førstepræmien.
Andenpræmien gik til to studerende på Interaktivt Design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Christina Jensen og Cecilie Anita Clausen, for deres forslag om et webmagasin på Københavns Bibliotekers hjemmeside.

I webmagasinet sættes fokus på aktuelle emner i form af materialer og kulturtilbud, og brugerne kan indgå i et fællesskab, som inspirerer og opfordrer til dialog. Det giver også mulighed for videoer og podcasts. Endelig kan magasinet promoveres i det fysiske rum via QR-koder (der kan aflæses med smartphones) indenfor de enkelte kategorier, der er skrevet om i webmagasinet
”Det er en enkel og simpel ide til at koble det virtuelle og det fysiske bibliotek, og også det forslag sætter vi i værk i år,” lød det blandt andet i begrundelsen.
Tredjepræmien gik til Jakob Rindom for en stribe meget konkrete forslag til forbedring af Københavns Bibliotekers hjemmeside.
 
 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212