Baggrunden Baggrunden for igangsætningen af projektet Metropolzonen var dels et behov for at koordinere en række udviklingsinitiativer og dels helt overordnet for at gennemtænke og udvikle området således, at der skabes et sammenhængende og velfungerende byområde både funktionelt, trafikalt og oplevelsesmæssigt. I dag består området omkring Rådhuspladsen, Tivoli, Axeltorv og Hovedbanen af store attraktioner omgivet af trafik. Metropolzonen trænger til ny energi. Vi skal skabe en bydel, hvor der er flere oplevelser og mere kvalitet i byrummene. International københavnerstemning Udviklingen af Metropolzonen skal være med til at løfte København op blandt de mest eftertragtede Europæiske storbyer. Vi skal ikke efterligne andre, men finde vores egen måde at være storby på. Ambitionen er, at Metropolzonen både skal være et sted, københavnerne bruger i deres hverdag, og samtidig byens visitkort, der viser verden, hvad København vil stå for i det 21. århundrede.
Ritt Bjerregaard - tidl. overborgmester (2006-2009)
"Københavns Metropolzone er det sted i Danmark, hvor flest mennesker, fra flest steder i verden passerer hinanden. Det skal være et åbent, levende og tolerant sted – et sted der viser byens rummelighed og internationale udsyn. Og det skal være et sted med internationalt format. Lige nu mangler der planlægning, men meningen er klart at puste liv i storbyens hjerte, og give København et fornyet centrum."
Klaus Bondam - tidl. borgmester for teknik- og miljøforvaltningen (2006-2009)
"Jeg drømmer om en metropol med plads til masser af byliv - et område der sætter kultur- og erhvervsliv sammen på en helt ny måde. Metropolzonen skal være et tilbud til hele byen - der skal summe af liv og det skal være her hovedstadens puls virkelig banker!"