Politik og Indflydelse
 
 
Udsnit af lokalplanoversigt

Lokalplaner trin for trin

Lokalplanprocessen forløber i 4 etaper og varer i alt ca. 10-14 måneder i Københavns Kommune

 

Beslutning om igangsætning


Når der ønskes opført et større byggeri eller ændret på anvendelsen af en eller flere ejendomme, indledes der drøftelser med Center for Bydesign. Når behovet for en lokalplan er afklaret, og der er opnået enighed om et projekt, forelægges sagen for Teknik- og Miljøudvalget i form af en redegørelse om byggeønsket (startredegørelse ) og Center for Bydesigns forslag til regulering. Teknik- og Miljøudvalget afgør, om arbejdet med lokalplanen skal sættes i gang og udstikker retningslinjer for det videre arbejde.

Hvad er en startredegørelse?


Udarbejdelse


Center for Bydesign forelægger udvalgets beslutninger og materialet for kommunens øvrige forvaltninger. Center for Bydesign vurderer forvaltningernes bemærkninger og eventuelle ønsker til planen og udarbejder på den baggrund et lokalplanforslag.

Lokalplanforslaget består af en redegørelse for projektet, planforslaget og forholdet til områdets omgivelser. Desuden en redegørelse for forholdet til anden planlægning og endelig selve lokalplanbestemmelserne med tilhørende kort og lignende.

Forslaget forelægges Teknik- og Miljøudvalget, der afgør om det skal videresendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med en anbefaling om offentliggørelse. Økonomiudvalget påser, at forslaget er i overensstemmelse med kommuneplanen og anbefaler over for Borgerrepræsentationen, at forslaget vedtages til offentliggørelse. Hvis forslaget ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen ledsages det af et forslag til kommuneplantillæg, der ændrer kommuneplanen, så lokalplanen muliggøres. Borgerrepræsentationen beslutter herefter, om forslaget skal offentliggøres.

Hvad er et lokalplanforslag?


Offentliggørelse


Center for Bydesign udarbejder offentliggørelsesmaterialet, der består af en pjece med redegørelserne og lokalplanbestemmelserne med kortbilag, samt en folder med en kort orientering om planforslaget.

Lokalplanforslaget offentliggøres med en annonce i de lokale ugeaviser og eventuelt i de dagblade, der udkommer i København.

Folderen om planforslaget udsendes til beboere o.a. i og omkring lokalplanområdet, samt til de foreninger m.v., der ønsker at blive orienteret om lokalplanforslag. Pjecen med redegørelserne og lokalplanteksten udleveres hos Center for Bydesign og på det lokale bibliotek. Materialet sendes til offentlige, regionale og statslige myndigheder, der har interesse i planforslagene.

Der oprettes en side for lokalplanforslaget. På siden oprettes også et debatforum, hvor borgerne kan debattere forslaget med hinanden.

Lokalplanforslaget indberettes på PlansystemDK.

I offentliggørelsesperiodens 2 måneder opstilles en udstilling om lokalplanforslaget, og der afholdes et borgermøde. På borgermødet er der mulighed for at drøfte planforslaget med forvaltningens medarbejdere og eventuelt med politikere fra Borgerrepræsentationen.

Inden indsigelsesfristens udløb kan bemærkninger sendes til Center for Bydesign med et brev eller en e-mail.


Vedtagelse


Center for Bydesign udarbejder en indstilling til Borgerrepræsentationen om de indkomne indsigelser og bemærkninger, eventuelt med forslag til ændringer i lokalplanen. Forslag til ændringer skal fremsendes til dem, der berøres væsentligt af ændringerne, så de får mulighed for at komme med kommentarer. Ændringer, der berører lokalplanforslagets principper (dvs. formål og anvendelse), kan ikke vedtages, men kræver, at der skal udarbejdes et nyt lokalplanforslag.

Indstillingen forelægges Teknik- og Miljøudvalget, der videresender indstillingen, eventuelt med mindre ændringer, til Borgerrepræsentationen med anbefaling om vedtagelse. Borgerrepræsentationen afgør, om lokalplanen skal vedtages endeligt.

Center for Bydesign bekendtgør den vedtagne lokalplan med en annonce i de samme aviser, forslaget blev offentliggjort i. Ejere af ejendomme inden for lokalplanområdet og alle, der har fremsendt bemærkninger til forslaget, orienteres om vedtagelsen af planen. Lokalplanen træder i kraft ved bekendtgørelsen. Lokalplanen registreres på PlansystemDK.

Hvad er en vedtaget lokalplan?



 
Sidst redigeret 01/03 - 2011
 
Henvendelse Telefon
Center for Bydesign
Tlf: 33 66 33 66
Se flere oplysninger om
Center for Bydesign
Foto af byrådssalen
Hvad er en lokalplan?
Planer for byens fysiske rum har eksisteret siden 1927 i Københavns Kommune
Lokalplaner trin for trin
Processen for en lokalplan varer mellem 10 og 14 måneder i Københavns Kommune
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212