København Kommunes Bygge- og Teknikudvalg godkendte den 26. november 2003 Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro. Planen er en samlet plan for Indre og Ydre Østerbro. Trafik- og Bymiljøplanen indeholder strukturplaner for trafikken og bymiljøet og projekter, illustreret med idéskitser for udvalgte geografiske ”eksempelområder”. Visionen er at skabe bedre rammer for et aktivt byliv på Østerbro. Der er bl.a. forslag til at styrke Østerbrogade som attraktiv handelsgade, ved at dæmpe den gennemkørende biltrafik og forbedre forholdene for fodgængere og cyklister. Der skal også skabes pladser og grønne forbindelser gennem bydelen og bedre sammenhæng mellem Østerbro og havnen. Planen er en langsigtet plan, som vil indgå i kommunens løbende planlægning og prioritering af projekter i forbindelse med den årlige budgetlægning. Planen er også tænkt som en overordnet ramme og inspiration i forhold til private indsatser i bydelen. Læs mere om planen under menupunktet projektinformation. ”Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro, Københavns Kommune, Vej & Park, november 2003” kan enten bestilles eller downloades fra publikationsbestilling. Rapporten og den godkendte udvalgsindstilling kan også ses og downloades under menupunktet projektdokumenter.
Trafik- og Bymiljøplanen er udarbejdet på baggrund af lokale ønsker fra Ryvang Lokalråd og Indre Østerbro Bydel om en samlet trafikplan for Østerbro.
Planen er udarbejdet i en tæt dialog mellem kommunens forvaltninger og en følgegruppe af repræsentanter fra lokalråd, ældreråd, handelsforening, skolenetværk, kulturnetværk samt diverse lokale trafik- miljø- og havnegrupper. Den samlede projektorganisation og medlemsorganisationerne i følgegruppen kan ses her på hjemmesiden under menupunktet projektorganisation.
Følgegruppen har været aktivt involveret i idéudviklingen af planen og i udbredelse af debatten til Østerbros borgere. Københavns Kommune har i samarbejde med følgegruppen arrangeret Trafik- og Bymiljø Bazar i maj 2002, hvor borgernes ideer og ønsker til Østerbros fremtid er indsamlet og diskuteret.
Fra marts til juni 2003 er der afholdt offentlig høring om "Forslag til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro". De lokale organisationer i følgegruppen arrangerede en række offentlige temamøder, hvor de stod for dialogen med Østerbros borgere om forslag til projekter. I samarbejde med kommunen blev der desuden arrangeret offentlige byvandringer i form af cykelture, havnerundfart, debatbustur samt udstilling og borgermøde om planforslaget. Læs mere om planlægningsprocessen og borgerdialogen her på hjemmesiden under menupunktet projektinformation.
Debatindlæg fra borgermøderne, indlæg på projektets hjemmeside og høringssvar er sammenfattet i et høringsnotat, hvor samtlige forslag er vurderet. Høringsnotatet og øvrigt baggrundsmateriale er her på hjemmesiden under menupunktet projektdokumenter.
Borgerdialogen har vist, at der er en stor opbakning i bydelen for forslagene til strukturen for trafikken, bymiljøet og de grønne områder og til projektidéerne. Borgerdialogen gav anledning til nye konkrete forslag, som er indarbejdet i den endelige plan.
Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Trafik vil følge op på planen med en årlig status på projekter og planer. Center for Trafiks kontakter vil være Ryvang Lokalråd, Østerbro lokalråd og Østerbro Lokaludvalg, som udgør kernen i det lokale netværk. Center for Trafik udpeger en fast kontaktperson i kontoret, en "ambassadør" med henblik på informationer, dialog m.v. om Trafik- og Bymiljøplanen. Kontaktpersonen er Lotte Bech.
De lokale organisationer har en række højt prioriterede projekter, som de har sat fokus på i forbindelse med den årlige Miljøtrafikuge og i forbindelse med lokalt afholdte offentlige møder. Projekterne er: Trianglen – Østerbrogade - ny vejforbindelse i tunnel til Lyngbyvej i forbindelse med byudvikling i Nordhavnen - grøn forbindelse fra Fælledparken, gennem Bryggervangen, Svanemøllens Kaserneområde (naturpark) til badestrand i Svanemøllehavnen - tværforbindelser mellem Østerbro og havnen bl.a. ved Nordre Frihavnsgade.
Ryvang Lokalråd og Østerbro Lokalråd har i samarbejde med Københavns Kommune deltaget i bedømmelsen af byudviklingsprojekter for Beauvaisgrunden og vil indgå i det videre arbejde med planlægning af et kulturhus placeret på Beauvaisgrunden eller på Hans Knudsens Plads. Lokaludvalget og lokalrådene indgår i kommunens følgegruppe til udvikling af Fælledparken og Øster Allé og vil også deltage i den forestående byudvikling i Nordhavnen.
Gennemførte projekter:
Igangværende projekter godkendt af BTU eller BR: Fornyelse af af Øster Allé Cykelbaner i Vennemindevej Metrocityring med metrostationer ved Østerport, Trianglen, Poul Henningsens Plads og Vibenshus Runddel Ny vejforbindelse mellem Kalkbrænderihavnsgade og Lyngbyvej Badeanlæg i Svanemøllebugten
Forventede forestående projekter:
Har du spørgsmål eller kommentarer til Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro, er du velkommen til at kontakte Center for Trafik.