Københavns Kommunes Borgerrepræsentation vedtog på deres møde d. 13. november 2003 nedenstående miljøpolitik. Københavns Kommune vil sammen med borgere og erhvervsliv sikre, at byen afleveres til kommende generationer i en bedre miljøtilstand, end da vi selv overtog den. Vi vil målrettet og vedholdende demonstrere over for os selv og vores omverden, at lokale og globale miljømæssige udfordringer kan imødegås. København vil som by, hovedstad og centrum i Øresundsregionen være inspirator og drivkraft i omstillingen til bæredygtighed. Vi vil sætte fokus på at øge bevidstheden om natur og miljø og derved påvirke holdninger og adfærd. Miljøforbedringer giver byen og københavnerne værdi. Ren luft, mindre støj og rent drikkevand er afgørende for menneskers sundhed og livskvalitet. At forene storbyens liv med bedre og mere attraktive parker og legepladser, effektive og miljøvenlige transportmuligheder samt badning og fiskeri i havnen fremmer menneskers udfoldelsesmuligheder og trivsel. Ved at gå foran fremmer vi samtidig udviklingen af miljøteknologi og attraktive arbejdspladser. Derfor insisterer Københavns Kommune på en miljømæssig bæredygtig udvikling. Som offentlig virksomhed, myndighed og samarbejdspartner vil vi forebygge miljøforringelser og reducere miljøbelastningen lokalt og globalt samt mindske ressourceforbruget. Vi vil sikre, at kommunen fortsat har et beredskab, som kan håndtere akut opståede miljøproblemer, og arbejde inden for miljølovgivningens rammer samt påvirke lovgivningen med henblik på et bedre miljø. Det vil kommunen gøre ved at: